fredag den 20. juni 2008

Bagud af dansen...!

Nu hvor statsministerfruen skal være med i Vild med dans er det jo lidt pinligt at tilstå at jeg er sakket bagud af dansen - både med at blogge og med at lære de 23 ting. Ak ja, også ledere er kun mennesker...

Så det her er mest beregnet som et livstegn og en markering af at jeg stadig har ambitionen om at hale ind på alle jer, der knokler med at blive digitalt dygtige. Heldigvis virker det som I også synes det er sjovt. Og det er jo det bedste grundlag for læring!

Lederseminar
I tirsdags var Biblioteksledelsen sammen hele dagen for at drøfte kursen fremover.
Dagsmødet var henlagt til mit nye hus, hvor de store vinduer fungerede perfekt som ophængsvæg for en masse røde sedler, der opsummerede udfordringer og beslutninger.
Formiddagen og lidt af eftermiddagen blev brugt på gennemgang og vurdering af den overordnede økonomiske situation, justering af opgavefordelingen og personalenormering på både kort og lidt længere sigt. Vi behandlede et oplæg til kommunikationsstrategi, 1. udkast til en årsplan for de overordnede opgaver, indhold til vores personaleseminar og aftalte tidsfrister for revision af kompetence- og funktionsbeskrivelser m.m. Alt sammen opfølgning på vores lederseminar i januar.

Pladsen og mediet tillader ikke at jeg går i detaljer med beslutningerne. Det må afvente mere formelle udmeldinger i form af referat m.m.

Det var hårdt, men alligevel sjovt! Og trods en omfattende dagsorden nåede vi - næsten - i mål, takket være aftalt hård styring på tid (Michaels mobil!) og ordstyrerfunktion på skift. Som meget talende leder er det sundt at skulle bede andre om ordet, så den mødeform besluttede vi at gøre brug af så vidt muligt fremover!

Vi sluttede dagen med en god gang teambuilding i form af fælles madlavning (det var nu mest Karin og Michael..) og spisning. Det var en træt, men tilfreds, ledergruppe der skiltes ved 21.30-tiden!
Hvorfor kommer jeg ikke...?
Den 30. juni indvier vi det udvidede og renoverede Glumsø Bibliotek og den 1. juli åbner den nye Datastue på hovedbiblioteket - men jeg kommer ikke. Det er jeg rigtig ked af!
Men det er som bekendt ikke menneskeligt muligt at være 2 steder på 1 gang. Og netop i de dage befinder jeg mig i Rotterdam sammen med flere hundrede andre kvinder fra hele verden. Der er nemlig Convention ("verdenskongres") i ZONTA International , en FN-organisation med NGO-status, som jeg har været medlem af i 15 år. ZONTA er en netværksbaseret organisation, der arbejder på at forbedre kvinders status og levevilkår over hele verden. Der er lokale klubber mange steder i Danmark, også i Næstved. Hvert 2. år samles delegerede fra hele verden til Convention, og for første gang i lang tid foregår det så tæt på Danmark, at det er prismæssigt overkommeligt for mig at deltage. (Sidste gang var det i Australien - og det rakte økonomien ikke rigtig til!) Jeg har tilmeldt mig for længe siden og glæder mig rigtig meget til at være med.
Hvis du er interesseret kan du se mere om ZONTA http://www.zonta.org/ eller http://www.zonta.dk/
Derfor kan jeg desværre ikke være til stede ved åbningen i Glumsø og åbningen af den nye datastue.
Jeg har dog meldt mig til flyttebrigaden i Glumsø torsdag formiddag, og håber at også mange andre kolleger giver en hjælpende hånd. Og så kommer jeg selvfølgelig forbi og ser det færdige resultat, når jeg er hjemme igen.
Så får I ikke mere denne gang...
God weekend!

fredag den 23. maj 2008

Mødedagbog fra uge 21

Mandag startede med møde i Sektor-MEDudvalget. Hovedemnet var den økonomiske situation og budgetlægningen for 2009. Det er uden sammenligning den største ledelsesmæssige udfordring lige nu, både vedrørende 2008 og 2009.

På det kommende møde i vores eget MED vil budgetprocessen blive drøftet, herunder de 2 høringsperioder, der er lagt ind i førløbet.

Ny oplysning for mig var at den ekstraordinære lønstigning i 2008 der udløses af overenskomstforhandlingerne forventes at blive 0,4 % større end indregnet i vores budget, og at virksomhederne ikke kompenseres herfor. Det betyder på godt dansk at vores udgifter til løn bliver ca. 90.000 kr. højere end budgetteret. Sammen med indfrysning af 25% af budgetoverførslen og usikkerhed om anlægsbevillingen til Glumsø medfører det at vi skal være yderst påpasselige og omkostningsbevidste og udvise rettidig omhu, som en vis hr. Møller vist har sagt.

Mandag eftermiddag var der administrativt planlægningsmøde om Datastuerne. De nuværende medarbejdere skal formelt overføres til biblioteksområdet fra 1. juli, og der skal slås et par skånejob-stillinger op.

Tirsdag var Karin og jeg til møde i Vordingborg med de andre bibliotekschefer og souschefer i CB-området. Vi er vel nok det mindste CB-område overhovedet (4 biblioteker: Næstved, Vordingborg, Guldborgssund og Lolland kommuner). Vi drøftede "23 ting", håndtering af information/kommunikation i vores biblioteker, personaleretlige forhold, CB-kontrakten. Mest tid brugte vi på at drøfte Biblioteksstyrelsens rapport om Fremtidens Børnebibliotek. Der var enighed om at der bør ekstra ledelsesmæssig fokus på området i den kommende tid. CB vil derfor planlægge en temadag specielt for ledere og børnebiblioteksfolk til september.

Onsdag holdt jeg personalemøde med Sekretariatet. Telefonsystemet, Vagtplan Light, regningsområdet og arkivering var hovedemnerne. Og efterfølgende lavede jeg regnskabsopfølgning sammen med Inger. Vi gennemgik de 4 første måneders forbrug for at se om forbrug og afsat budget ser ud til at kunne holde. Overordnet set ser det nogenlunde ud, selvom vi har et lidt større forbrug og lidt færre udgifter end budgetteret. Det kan heldigvis nå at rette sig, fordi nogle store udgiftsposter er samlet i store klumper, der betales hel- eller halvårligt.

Torsdag formiddag mødtes følgegruppen for vores strategiplan-udmøntning - også kaldet Grønspættebogen eller BSC. Som bekendt sættes der ikke flere arbejdsgrupper i gang på denne side af sommerferien. Men det er værd at notere at vi er i gang med at virkeliggøre planerne, og ikke er gået i stå! Det er måske ikke lige i den rækkefølge og i det tempo vi havde meldt ud (og håbet på), men støt og roligt.


Hovedfokus er udarbejdelse af skema til en medarbejdertilfredshedsundersøgelse, som skal løbe af stabelen inden og i sommerferien. På næste MED-møde vil skemaet blive drøftet til forventes udsendelse ca. 18. juni. Følgegruppen drøftede også det udmærkede oplæg, som er kommet fra serendipitets-gruppen, og videresendte det til Biblioteksledelsen.
Torsdag eftermiddag holdt Biblioteksledelsen møde. Referatet er nok allerede udsendt. Økonomi var også hovedemnet her.

Fredag startede med et lille møde med Louise, som jeg bedt om at "oversætte" hovedresultaterne af borgerpanelundersøgelsen til "net-dansk", så de kan lægges på hjemmesiden.
Vi kan kun bruge resultatet som indikator og strømpil, da der er for få besvarelser til at undersøgelsen er repræsentativ. Til gengæld har vi sparet en masse tid i forhold til en stor brugerundersøgelse ved at gribe denne mulighed for at være pilot-projektemne for borgerpanelet. Og vi har også fået fat i nogle af de borgere, der ikke bruger bibliotekerne, og fået lidt indsigt i, hvorfor de ikke bruger os. Interessant læsning!
Så var det tid til at mødes med bibliotekets 3 nyeste medarbejdere: Julie, Christine og Lars O. til en orientering om organisation, økonomi og strategiplan. Mødet er en del af et planlagt introduktionsforløb, som så småt er ved at finde form og metode. Jeg er glad for disse møder, som giver os mulighed for at tale lidt mere sammen. Og hvor jeg kan opfordre til at viderebringe forundring og spørgsmål til mig eller andre - inden man er blevet "opslugt" af virksomhedens kultur og vaner!
Og så slutter fredag - vanen tro efterhånden - med at skrive i bloggen...
YouTube og MP3-afspilleren - hvad med dem? Pinligt nok - jeg nåede det ikke... For alle de møder kræver forberedelse, tilstedeværelse og opfølgning.
Så der er rigtig godt at jeg skal bruge hele mandag i næste uge til et kursus i hvordan møder bliver effektive og involverende!
God weekend!

torsdag den 15. maj 2008

Nyeste noter...

Men den overskrift har jeg ikke lovet for meget!

Hjemmesiden
Vores nye hjemmeside har fyldt meget i min bevidsthed i denne uge! Ikke fordi jeg har bidraget ret meget udover en lille bitte smule praktisk medhjælp. Men fordi det er lige så stor en begivenhed, som når vi åbner Glumsø Bibliotek i udbygget udgave og som da vi åbnede Fuglebjerg Bibliotek i nye rammer.
Vi har grund til at være stolte af produktet, som er et flot resultat af en stor og dedikeret indsats fra webmaster Thomas, godt hjulpet af den øvrige redaktionsgruppe. Bag det enkle og stilfulde design og den logiske opbygning ligger rigtig mange overvejelser og valg. Og det er som bekendt det, der er det sværeste: at få det indviklede og svære til at virke naturligt og legende let!

Tv-overvågning på HB
Som aftalt på MED-mødet regner jeg med at der snarest opsættes et tv-overvågningskamera rettet mod den fjerne pc-ø. Vores udvalg bliver orienteret om sagen på næste møde d. 25.

Flickr er som at cykle...


Man skal holde tungen lige i munden for ikke at falde (ud)!

Jeg har bakset en timestid med lektion 11 og kan sagtens se hvor smart det er - men tvivler på om jeg ender som med cyklingen: mon jeg lærer at beherske det rigtigt? Jeg synes nu det tog mig lidt for længe at famle mig igennem lektionen denne gang.
Fordelen ved Flickr er selvfølgelig at man kan få orden på sine digitale fotos og kan dele dem med andre. Men det er nu lidt sværere end blot at putte fotos i fotolommer...
Til gengæld ligger billeder jo ikke og flyder og fylder som i den virkelige verden.

Og nej! Billedet er ikke vores nye hus - men genboens hus... Og lige nu kan jeg ikke finde ud af at slette det igen!




Man bliver glad...!

...når man ser alle disse dejlige farver på det kreative indslag fra vores personaleseminar i 2006.

fredag den 2. maj 2008

Noter fra uge 18

Jeg er flyttet!
Jeg har haft en uges ferie - men det var godt nok hårdt!
At flytte altså! Men det er også dejligt endeligt at kunne tage det nye hus i brug efter mere end 3 års forberedelser med bøvl, konkurs og trættende mange valg! Nu nyder jeg at huset (næsten) er som planlagt, at kunne se fuglene på strandengen ved Dybsø Fjord lige uden for mine vinduer - og kun at have 15 km. til arbejde - mod 108 km.
Vi mangler stadig at få leveret trappen til tagterrassen, så vi kan se solnedgangen over fjorden. Og "haven" ligner mest af alt en byggeplads: jord, sand, byggeaffald hist og pist, køreplader og paller i et mudret sammensurium.

Men midt i det hele står en enkelt, stædig, rød tulipan, der ikke har ladet sig kue. Så det vil jeg heller ikke! Men glæde mig til at kaste mig over havearbejdet, når de resterende 50 kasser er pakket ud og på plads...

Hvorfor skal det være så indviklet?
...at få nettet etableret derhjemme. Vi har ganske vist købt diverse "gør-det-selv" pakker, men jeg er ganske og aldeles træt af brugsanvisninger! Hvor bruger man dog megen tid på den slags. Jeg glæder mig til det en gang bliver lige så let som bare at sætte en telefon i et stik!

Jeg er med!
I denne uge har jeg fået høvlet ting 7-10 igennem af de 23. Så nu er jeg med!
Picasa og Flickr! kendte jeg lidt til i forvejen, så det var ikke så svært. Selvom det liiiige voldte mig lidt problemer at få drengen med røde øjne importeret til Picasa...

Privat vil jeg nok til at bruge Picasa. Og havde jeg mestret Flickr! da vi startede med at bygge hus, kunne familien jo nemt have fulgt med, hvis jeg havde lagt et passende udvalg af den mio. fotos jeg har taget af huller, mursten, fundamenter m.m. ud på Flickr!

Overblik
Ugen har været helt særlig i den forstand at jeg ikke har været til nogen møder! Jeg har derfor haft tid til at lave en (lang) arbejdsliste over de opgaver, jeg er eller skal i gang med + tage fat på nogle af opgaverne! Sådanne To do-lister kan anbefales, hvis man synes det ser lidt uoverskueligt ud, når man kommer tilbage fra ferie...

Budget 2009
Budgetarbejdet er gået i gang. Karin har på glimrende vis beskrevet i sit nyhedsbrev de konditioner, vi er underlagt. UKF tager den indledende budgetdiskussion på mødet på mandag, herunder en drøftelse af hvilken proces, der skal anvendes for at udvalget kan forelægge forslag til driftsreduktioner på 2,5 %, svarende til 2.672.000 kr. På mødet er der også orientering om anlægs- og driftsønsker.

Ønsker
Heldigvis får jeg nemlig mulighed for også at komme med forslag til ønsker. Jeg har jeg valgt at nævne den resterende - og dyreste - del af af RFID-konverteringen (HB, SJ, FE), ombygning af Tor Twin, udgifter i forbindelse med eventuelt skift til nyt bibliotekssystem samt udgifter afledt af indeklimaundersøgelsen på HB - til en samlet, net sum af 3,25 mio. kroner! Det siger sig selv at vi ikke opnår dette. Men ønskerne er med til at synliggøre nogle vigtige behov, selvom det desværre nok bliver reduktionerne, der kommer til at præge debatten i tiden fremover. Og vil tage meget af MIN tid...

Reduktioner
Ganske vist havde byrådet forståelse for vores særlige situation, så vi slap med kun at skulle indefryse 25 % af vores budgetoverførsel, mod generelt 50 %.
Men trods forståelsen er det ganske vist, at vi ikke slipper for at komme med forslag til reduktioner! Jeg er arg modstander af en generel salami-metode, hvor der skæres jævnt over det hele med det resultat, at der sker en langsom udhuling af service og en yderligere belastning af personalet. Det vil derfor være relevant igen at tage udgangspunkt i struktur- og udviklingsplanen og eventuelle periferi-ydelser, når der skal foreslås reduktioner. MED-udvalget bliver naturligvis inddraget, når der foreligger noget mere eksakt.

Bibliotekssager i UKF
Udover budget 2009 behandler vores politiske udvalg 3 andre sager, som vedrører biblioteket:
  • Organisering af datastuerne - hvor jeg skal orientere om deres overførsel til biblioteksområdet og om den nye datastue, der indrettes i IT-lokalet
  • Anlægsregnskabet for HB er (omsider) færdigt - og holder rammen pænt med et mindre overskud
  • Revurdering af anlægsbudget 2008 - hvor de 400.000 kr. til Glumsø-udbygningen er til prioritering
Klem-dage
Sådan en fredag-lørdag som nu, klemt inde mellem to helligedage, hedder - meget logisk - klem-dage på svensk. Det har jeg netop lært af Regionalen i dag.

For første gang "i mands minde" holder HB åbent. Det kostede mange forhandlinger at nå frem til en intern arbejdstidsaftale herom. Men jeg tror (heldigvis) at borgerne er glade for denne lille serviceudvidelse. Det ser i hvert fald ud som om udlånet er fyldt med lige så mange mennesker som på en almindelig fredag (hvad det jo i bund og grund også er).

Læser I mine noter?
Jeg er faktisk i tvivl...
Men måske er de ikke provokerende nok til at I vil kommentere - eller stille spørgsmål?

God weekend.

tirsdag den 29. april 2008

LibraryThing

Smart! Nemt at bruge... - og fagligt set formentlig yderst anvendelig, også på vores hjemmeside som lede i brugerinddragelse.
Personligt er der dog grænser for hvor meget tid jeg vil bruge på at registrere min egen læsning og interessere mig for hvad andre mener...

Og så må det ellers være slut for i dag! Jeg har klaret hele 2 ting.
Så nu mangler jeg kun ting 9 og 10 før jeg er med og har gjort mig fortjent til en mp3!